OM OS
Om os.
Kongsted Hjemmebryg er en mindre virksomhed, som så småt fik ben at gå på i 2019, der vil være kommende køkkenbryggeres foretrukne forhandler og samarbejdspartner ud i køkkenbrygningens ædle kunst. Selvfølgelig kan du som etableret hjemme-, mikro- eller nanobrygger naturligvis købe malt, humle, gær, øvrige ingredienser og andet udstyr, som du måtte få brug for.
Jeg startede selv som hjemmebrygger i 2018, efter i alt for lang tid at have undersøgt mulighederne for at gå i gang med hjemmebrygning. Især tre tungtvejende fordomme holdt mig tilbage:
- det er for svært
- det for dyrt
- det er for pladskrævende
Nu giver jeg ikke op så let, men det skulle faktisk blive en bog, der fik mig i gang med de første 15-20 bryg. Og jeg kan med sindsro fortælle, at mine tre fordomme i mellemtiden har måttet lade livet.
- det er for svært NEJ!
- det for dyrt NOPE!
- det er for pladskrævende NIX!
I dag er jeg stadig aktiv køkkenbrygger, og at jeg forbliver køkkenbrygger skal ses på den baggrund, at jeg selv synes, at mit eget køkken, og hjem generelt, ikke er til større batches end 4-8 liter øl. Jeg mangler ganske enkelt den kælder, det udhus, den garage eller det overskydende rum, der kan håndtere større batches. Det kommer måske en dag, men i mellemtiden er jeg blevet medlem i Lauget for håndbryggere og vinmagere af 1972 i Varde, hvor jeg kan jonglere med større batches. Primært 25 liter.
Samtidig fik jeg lyst til at blive selvstændig, og selvfølgelig skulle det handle om hjemmebrygget øl, og når jeg ser på øl-landskabet i Danmark, så er det sydvestjyske et forholdsvist dødt forhandlerområde. Det vil jeg gerne lave om på, så du som hjemmebrygger kan komme forbi mine lagerfaciliteter og afhente primært malt, humle og gær, som opbevares i et fødevaregodkendt lagerrum.
En lille advarsel: du finder kun enkelte ekstrakter og semi-grain pakker i min shop. I min optik handler ølbrygning om all-grain brygning. På opfordring vil jeg dog gerne lade flere indgå i sortimentet.
Nano-bryghuset
Efteråret 2020 stod mit nanobryghus Kingspot Brewhouse klar. HERMS-anlægget er på 200 liter, og det kan se sådan ud. For tiden brygger jeg 16 varianter hen over året. I alt bliver det til 4-5000 liter årligt.
Slutteligt har jeg foretaget en lille omskrivning af et berømt Skakesbeer citat:
Jeg håber, at vi ses. Højt skum! Det var lidt om os.